Klaus Rifbjerg – den store digter og fredsforkæmper

 Billedresultat for Klaus Rifbjerg

Rifbjerg døde den 4. april 2015. Han kom til at spille en betydelig rolle i dansk kultur og litteratur i næsten 6 årtier. Hertil kom en væsentlig indsats i fredsbevægelsen, herunder mod Danmarks rolle som krigsførende nation i de senere år.

I øjeblikket vises der en udstilling Klaus Rifbjerg – en digter i Tiden i Det Kongelige Bibliotek, Den sorte Diamant. Udstillingen slutter på lørdag d. 5. marts.

Jeg kan absolut anbefale udstillingen, der meget bredt viser hans virke som forfatter og samfundsdebattør ud fra hans store privatarkiv. Dog er der kun ganske lidt om hans virke for freden, og det forsøger denne artikel at råde bod på.

For næsten 12 år siden den 18. maj 2004 sendte jeg et brev til Klaus Rifbjerg, der på daværende tidspunkt opholdt sig på sin bopæl i Malaga i Spanien. Mit ærinde var at få ham til at tage initiativ til at samle alle danske progressive kulturpersoner i en omfattende protest for at få trukket de danske soldater hjem fra Irak. Jeg skrev bl.a. følgende:

”En omfattende ”kulturprotest” netop nu i maj 2004 er en afgørende støtteerklæring til det hårdt prøvede irakiske folk og vil være et væsentligt bidrag til kampen for at få de danske tropper trukket hjem samt bidrage til at forbedre Danmarks internationale blakkede omdømme, ikke mindst i den arabiske verden.

Du har med din brede berøringsflade i dansk kulturliv mulighed for at samle alle progressive intellektuelle og kulturpersoner med en opfordring til, at de danske soldater skal trækkes hjem omgående. Jeg håber, du vil tage et sådant initiativ.

Det vil være en ærefuld handling fra intellektuelle i Danmark og vil også bidrage til, at den slumrende danske fredsbevægelse kan komme ud af sin dvale. Og lad der så endelig komme en kulturkamp med substans, som vil sende Ulla Dahlerup, Søren Krarup, Jesper Langballe og Giordano Bruno-selskabets medlemmer til tælling.”

Klaus Rifbjerg svarede således pr. mail den 26. maj 2004:

”Kære Frank Johannesen, mange tak for dit lange og tankevækkende brev. Jeg er stort set enig med dig i dine synspunkter (bortset fra at jeg synes filmatiseringen af ”Den kroniske uskyld” er elendig). Men jeg kan desværre ikke se mig selv som bannerfører i en aktion, der skal kræve de danske tropper hjem fra Irak nu. Det er af praktiske grunde umuligt, fordi jeg sidder hernede, og jeg tror heller ikke det er muligt at finde bred tilslutning til foretagendet, dertil er den danske intelligentsia (som du har set eksempler på før) alt for spredt. Måske både i spørgsmålet om anskuelser og i almindelighed. Som du har oplevet sætter mine kollegaer sig glade til bords med den krigsførende statsminister, hvilket vil sige, at vi stort set ikke kan regne med støtte fra flere af de toneangivende. Det er sørgeligt, men jeg tror ikke, det er noget at gøre ved det. Jeg bliver nok nødt til bare at fortsætte mit enmandsrit mod idiotien, men det er rart at vide, at der sidder en ildsjæl som dig og er med. Sandsynligvis skal der også yngre kræfter til, men dér løber man vist ind i en mur, for verdens mulige undergang og det eskalerende vanvid er tilsyneladende kun noget, der interesserer de færreste. Jeg ønsker dig al fremgang og sender mange venlige hilsner. Klaus Rifbjerg.”

Han lyder jo noget mismodig her, men det var kun en midlertidig stemming. For mon ikke han er blevet opmuntret af, at den norske regering modtog en protestskrivelse den 2. juni 2004 fra 243 norske forfattere fordi mindretalsregeringen under ledelse af statsminister Kjell Magne Bondevik var løbet fra et løfte om at trække tropperne hjem fra Irak den 1. juli. Initiativtagerne var forfatterne Thorvald Steen og Ebba Haslund og blandt underskriverne var markante underskrivere som blandt andet Jostein Garder og Dag Solstad. Protesten krævede øjeblikkelig hjemkaldelse af de norske tropper.

I hvert fald fik han den 19. juni 2004 optaget en kronik i Politiken med titlen ”Et indstuderet ja og et moralsk nej” Her spidder han fuldstændig kongehuset, borgerskabet og regeringen, hvor han kobler de forlorne royale bryllupper i Spanien og Danmark sammen med Irakkrigen og Guantanamo. Bryllupperne skulle virke som som en slags opium for folket iscenesat af eliten, så undersåtterne i en stund kunne drømme sig væk fra krig og andre ulyksaligheder.

Og nu havde han fundet sit optimistiske lune med afslutningen: ”Stemmer i vinden hvisker om, at noget nyt og anderledes er under optræk –”.

Mon ikke den norske kulturprotest har inspireret de progressive danske kulturfolk. I hvert fald blev der den 5. februar 2005 midt under valgkampen til folketinget afholdt en stor fredsdemonstration på Christianshavns Torv, som over 250 danske kunstere, musikere og andre kulturfolk stod bag, selvfølgelig også med Rifbjerg som medunderskriver. Demonstrationen forlangte de danske soldater hjem fra Irak. I annoncen i Politiken den 29. januar, der indkalder til demonstrationen, er den ledsagende tekst overordentlig præcis – hele det imperialistiske røveri, krigsforbrydelserne, torturen og alle løgnene bliver fremhævet og der er støtte til irakernes modstandskamp.

Forfatteren Kirsten Thorup, der i 1999 gik imod Rifbjergs fredsinitiativ i Serbien, var en af initiativtagerne, der i følge Jyllandsposten 29. januar 2005 er citeret for: ”Vi har et medansvar for tortur og Fallujah, som er jævnet med jorden” og kaldte statsminister Fogh Rasmussen for ”en marionet for USA og England.” Desværre fik dette fredsinitiativ ikke tilstrækkelig indflydelse på valgkampen og statsminister Anders Fogh Rasmussen bibeholdt sin krigstaburet.

Og i en senere kronik i samme avis den 9. marts 2006, skrev han:

”Det er en kendsgerning, at den siddende regering med statsministeren (Anders Fogh Rasmussen) i spidsen har blod til langt op over albuerne efter lakajagtigt at have tilsluttet sig en fremmed stormagts forbryderiske politik… Han burde selvfølgelig for længst være trådt tilbage sammen med sin udenrigsminister (Per Stig Møller) og sin regering. Sådan som dengang Scavenius indså, at hans politik lå i ruiner ”. Den skarpe antikrigspen viste her sin oratoriske styrke.
I Europa hænger forfattere og andre kulturpersonligheder, der har klare antikrigssynspunkter ikke på træerne. Specielt ikke når de er i opposition til USA og Nato og dets marionetter i Europa, Israel og Golf-landene. Forfatteren Jørgen Leth, der betragtede Rifbjerg som sin ven, har aldrig talt mod Danmarks deltagelse i angrebskrigene, mente ligefrem at det var en svaghed hos ham. I anledning af hans død, udtalte han til BT d. 5. april: ”Det var nok hans svaghed, at han havde den her trang til at mene noget om samfundet og verden. Det behøvede han faktisk ikke, for hans kraft som digter var så mægtig”. Men det var netop hans helstøbte aversion mod krig, undertrykkelse og uretfærdighed, der også formede ham som den markante kulturpersonlighed han var. Klaus Rifbjerg er således i familie med et fåtal af internationalt kendte forfattere som svenskeren Jan Guillou og den engelske forfatter Harold Pinter, der fik Nobels litteratupris i 2005. Han brugte i sin takketale lejligheden til at at fordømme specielt den amerikanske imperialisme, blandt andet Natos bombardement af Serbien i 1999 og den ulovlige angrebsskrig mod Irak fra marts 2003.

Det samme kan siges om valgkampen i juni 2015 hvor Danmarks krigs- og sikkerhedspolitik igen blev puttet ned i syltekrukken. For begge blokke i folketinget er nemlig som hidtil enige om, at Danmark fortsat skal være et lydigt aktivt halehæng til USAs og Natos aggressive politik i konfrontation med Rusland, Kina m.fl., der nu har fået styrke til ikke længere at acceptere en unipolar verden med USA i førersædet.

Så der er ingen grund til at inddrage vælgerne, hvilket kun kan forstyrre borgfreden. Desværre svigter de toneangivende medier, blandt andet DR og TV2 også vælgerne og deltager i tavsheden om dette afgørende politikområde, der er så vigtigt for Danmarks fremtid. Og det til trods for at aktive fredsfolk med initiativet ”Tid Til Fred –aktiv mod krig” forsøgte at få de opstillede partier til at tage stilling til det nært forestående indkøb af nye kampfly til det svimlende beløb på mindst 30 mia kr. – den største våbenhandel nogensinde. Mon ikke vælgerne, hvis de blev spurgt, hellere vil bruge alle pengene til øget velfærd.

Desværre har ingen kulturpersonlighed af Rifbjergs kaliber i de forløbne 10 år taget arven op efter ham så konsekvent. Forfatteren Carsten Jensen har væsentlige antikrigssynspunkter i forhold til Afghanistan, Irak og Libyen, men har ligesiden det såkaldte arabiske forår i 2011 som den danske regering støttet et USA-ledet folkeretsstsridigt voldeligt regimeskifte i Syrien. Dvs. en udvikling som i Libyen i 2011, hvor ekstreme islamistiske grupperinger er bragt til magten af Natos såkaldte ”no fly zone”, men som reelt var en angrebskrig mod Libyen for at få afsat Mohammed Kaddafis styre, som ikke i tilstrækkelig grad varetog USA og dets allieredes interesser.

Så det er sandelig et stort tab, at denne store forfatter og fredsforkæmper ikke længere er i blandt os med sin skarpe pen.

Frank Johannesen

  1. marts 2016
Del artiklen: Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>