Den beskidte krig mod Syrien

Man kan ikke tage stilling til krigen i Syrien uden at tænke på Vestens olieinteresser og vurdere Assads folkelige opbakning. Replik til Nikolaj Willumsen

Assad-styret har generobret en del landsbyer omkring byen Aleppo i det nordvestlige Syrien. Her demonstreres der til fordel for præsident Assad den 22. februar i al-Qtaifeh, 50 kilometer nord for hovedstaden Damaskus.

KRONIK I ARBEJDEREN 25. FEBRUAR 2016

af Frank Johannesen, Valby

I et læserbrev i Arbejderen den 28. januar fremhæver Ole Waagensen, at Enhedslistens ensidige satsning på kurderne rejser nogle spørgsmål, blandt andet om ikke det må være det syriske folks afgørelse, hvilken regering, det ønsker. Avisen bringer samme dag en kommentar fra Nikolaj Willumsen, udenrigsordfører for Enhedslisten, men han svarer ikke på dette afgørende demokratiske spørgsmål.

Støtten fra folket er afgørende, og den har Assad,  fordi han kæmper for landets enhed, selvstændighed og suverænitet.

I stedet anfører han, at “Assad er en brutal diktator, der groft undertrykker sin egen befolkning, og er ansvarlig for langt størstedelen af de civile dræbte i Syrien”. Herom er han enig med alle mainstreammedier, alle folketingets partier, Nato-stormagterne USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland samt Israel, Tyrkiet, Saudi Arabien og Qatar. Enhedslisten burde ikke være i dette selskab.

For den USA-ledede koalition har trænet, finansieret og bevæbnet oftest udenlandske militante jihadist-grupper som ISIS og al Nusra, der fører en beskidt krig mod Syrien.

Målet er regimeskifte ligesom i Afghanistan, Irak, Libyen og Ukraine. Derfor forsøges med politiske, økonomiske og militære magtmidler at få fjernet Bashar al Assad-styret og erstatte det med et neo-liberalt marionet-styre, der varetager de vestlige imperialistiske stormagters geopolitiske interesser i Mellemøsten med dets enorme olie- og gasressourcer. I kølvandet på hvert regimeskifte følger kaos og ødelagte lande med ufattelige menneskelige tab og store flygtningestrømme til følge.

DET ARABISKE FORÅR

I foråret 2011 var der store folkelige demonstrationer i Syrien for demokratiske og økonomiske reformer mod Baathpartiets hegemoni. De var alle fredelige. Men reformbevægelsen blev hurtigt kapret af militante islamister og allerede inden for de første uger blev adskillige demonstranter samt politi og soldater dræbt. Det arabiske forår blev brugt som et påskud til at starte et voldeligt regimeskifte. Bag “oprøret” stod USA og dets allierede.

Hvorfor er præsident Bashar al-Assad ikke for længst væltet af disse stærke modstandere? Det er ikke nok at få støtte fra magtfulde stater som Rusland og Iran. Støtten fra folket er afgørende, og den har han, fordi han som øverstbefalende for den Syriske hær kæmper for landets enhed, selvstændighed og suverænitet.

Krigen har nu varet i næsten fem år, men for knap et halvt år siden kom et afgørende vendepunkt i krigen efter at Rusland efter anmodning fra den syriske regering indvilgede i at støtte militært med sit luftvåben. Helt i overensstemmelse med international ret i modsætning til den USA-ledede koalition, som ikke samarbejder med Syriens regering. Koalitionen, som Danmark indgår i, har bombet i et år, uden at ISIS er blevet svækket. Udover at støtte Syriens regering og bekæmpe diverse terrorgrupper har det russiske militære engagement også til formål at forsvare Ruslands egen sikkerhed.

RUSLANDS ROLLE

Ruslands indgriben støttes regionalt af Iran, Irak og Libanons Hezbollah og har medført, at Syriens hær har fået overtaget og generobret store områder af Syrien. Specielt i det nordlige Syrien mellem storbyen Aleppo og den tyrkiske grænse er ISIS tilføjet et afgørende nederlag i den såkaldte Azaz-korridor, der er nødvendig for de tyrkiske forsyningslinjer af materiel, våben og nye terrorister til Aleppo.

Byen er omringet, og det er derfor kun et spørgsmål om tid før hele byen er befriet, hvorefter vejen står åben for generobringen af ISIS- hovedbyen Raqqa. Kampene sker med russisk luftstøtte i et samarbejde mellem den syriske hær, styrker fra Hezbollah og Iran og ikke mindst det kurdiske socialistiske parti PYDs militære arm YPG.

En lukket grænse til Tyrkiet indebærer, at ISIS ikke længere kan eksportere den stjålne olie fra Irak og Syrien, der har stor betydning for finansiering af krigen.

KURDERNE

I december 2015 startede fredsforhandlingerne Geneve 3, dog blev PYD efter pres fra Tyrkiet og Saudi Arabien udelukket. Kun Rusland og Iran støttede kurdernes deltagelse. Kurderne har efterhånden erfaret, at USA kun kan bruge kurderne i sit eget spil om magten i Syrien. Derfor er Rusland og PYD blevet enige om, at partiet kan oprette en politisk repræsentation i Moskva.

På Geneve 3 blev deltagerne i december 2015 enige om en politisk proces, der suverænt er syrisk styret, humanitær hjælp og en våbenhvile, der dog ikke omfatter kampen mod terrorgrupperne ISIS og al Nusra.

Kurderne har efterhånden erfaret, at USA kun kan bruge kurderne i sit eget spil om magten i Syrien.

Men blækket var ikke blevet tørt før Tyrkiets Erdogan og Saudi Arabien truer med en landoffensiv ind i Syrien, og Tyrkiet bomber jævnligt kurdiske byer i både Tyrkiet og Syrien. Rusland har indbragte disse trusler for FN’s Sikkerhedsråd, men har forudsigeligt ikke opbakning fra USA, England og Frankrig.

Disse krigstrusler er et sidste desperat forsøg på at forhindre det uundgåelige – et nederlag for den USA ledede koalition, det vil sige det voldelige folkeretsstridige regimeskifte mislykkes denne gang.

Jeg mener ikke det er sandsynligt, at USA, efter at krigen reelt er tabt, giver grønt lys til sådanne desperate aktioner, der kan udvikle sig til en storkrig i hele Mellemøsten og være til fare for verdensfreden.

Fredsbevægelsen i Danmark og internationalt bør støtte Assad-styret og dermed alliancen mellem Syrien, Rusland, Iran og Irak samt Hezbollah og nu også PYD og samle sig mod krigens kræfter i vores egne lande.

Per Dørup

Ja, et såkaldt venstreorienteret, anti-imperialistisk parti, der bruger nøjagtigt den samme retorik som Nato: “En brutal diktator, der groft undertrykker sin egen befolkning og som er ansvarlig for langt størstedelen af de civile dræbte i Syrien.”
Mener socialister, anti-imperialister, anti-krigskræfter virkelig, at det er ok, at Enhedslisten,Villumsen – og Pelle Dragsdal, der for nogle måneder siden i Deadline omtalte en syrisk opposition (hvis sekulære og demokratiske træk, jeg endnu ikke har hørt ham uddybe – ligesom jeg heller ikke ved, hvad der blev af den tilsvarende libyske opposition, som EL ligeledes støttede! ) – udtrykker sig så kategorisk ensidigt, unuanceret og pro-Nato krigshetzende?

Per Dørup

Rettelse: Pelle Dragsted

 

 

Del artiklen: Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>